Danskuddannelse 2 (DU2) er for dig, der har en kort eller mellemlang skolebaggrund fra dit hjemland.

Mål Målet med DU2 er, at du kan få et arbejde og klare dig på det danske arbejdsmarked eller tage mere uddannelse i Danmark og at du kan deltage aktivt i det danske samfund. Indhold Vi arbejder meget med dit mundtlige sprog, så du bliver god til at tale og forstå dansk i hverdagen og vi arbejder også med at læse og skrive lettere tekster, beskeder og ansøgninger. Du lærer også om dansk kultur og det danske samfund. Vi bruger blandt andet grundbøger, romaner, avisartikler, film og internettet i undervisningen. Du vil også komme med på nogle ekskursioner og til kulturelle arrangementer. Emner Vi arbejder med sproget ud fra forskellige emner under overskrifterne: arbejde, uddannelse, hverdagsliv og medborgerskab. Moduler og Danskprøve 2 Danskuddannelse 2 består af 6 moduler. Modul 1-5 afsluttes med en modultest, som du skal bestå, før du kan fortsætte til næste modul. Danskuddannelse 2 afsluttes med en skriftlig og mundtlig Prøve i Dansk 2. Undervisningstilbud hvornår? Sprogcenter Skive tilbyder undervisning dag eller aften. Om dagen starter vi som regel kl. 8.15. Du går til undervisning 3 dage om ugen i 14 lektioner. Går du til aftenundervisning får du 6 lektioner om ugen. Vi underviser mandag og onsdag aften og begynder kl. 18.00.