Hvem får et klippekort?
Du får et klippekort, hvis du:
- studerer eller arbejder i Danmark
- er ledsagende ægtefælle
- er familiesammenført med en dansk statsborger efter EU-reglerne
- er au-pair
Udlændinge med opholdstilladelse som flygtninge eller familiesammenførte udlændinge efter Udlændingeloven får ikke et klippekort.
Hvad er et klippekort til Danskuddannelse?
Til Danskuddannelse 1, 2 og 3 gives der et klippekort. Hvert klip består af et maksimalt antal måneders danskundervisning inklusiv modultest.
- Der kan gives op til 6 klip på hver uddannelse. I alt 42 måneder eller 3½ år.
- Antallet af klip du tildeles, afgøres af hvilket modul du indplaceres på ved visitationen.
Hvornår starter klippekortet?
- Hvis du lige er kommet til Danmark, sender Skive kommune dig et brev (henvisningsbrev) med information om din ret til danskuddannelse. Straks herefter starter perioden med de 5 års danskuddannelsesret.
- Klippekortet aktiveres typisk fra den dato, hvor sprogcenteret kan tilbyde dig et undervisningsforløb.
- Vigtigt: Du skal kontakte Sprogcenter Skive, når du har modtaget dit henvisningsbrev fra kommunen. Her skal du oplyse, om du ønsker at modtage et dansktilbud snarest eller om du ønsker at udsætte undervisningsstart. Kontakter du ikke Sprogcenter Skive inden for en måned, vil dit klippekort alligevel blive aktiveret på første klip.
Hvordan fungerer klippekortet?
Det er vigtigt, at du sætter dig grundigt ind i reglerne for den nye klippekortsordning.
- Når du starter på det første modul, aktiverer du samtidig klippekortet, også selv om du ikke møder op til undervisningen.
- Når du er startet på et klip, kan du ikke stoppe det eller sætte det på pause.
- Når du består en modultest, er klippet brugt – og derpå skal du bruge et nyt klip til den næste modul. Du kan således ikke overføre tid fra ét klip til det næste.
- Når du har afsluttet et klip med en bestået modultest, aktiveres næste klip automatisk uden ophold i undervisningsforløbet.
- Hvis du ikke består en modultest i løbet af den tid et klip varer, skal du bruge det næste klip på klippekortet. Det betyder, at du kan komme til at mangle klip i slutningen af danskuddannelsen.
- Hvis du har brugt alle dine klip, har du ikke mere uddannelsesret. Men hvis du går på det sidste modul har du dog mulighed for at afslutte modulet og gå til eksamen, selv om uddannelsesperioden er slut. Du kan således fortsætte til og med førstkommende prøvetermin og afslutte med en danskprøve.
- Sprogcenter Skive administrerer dit klippekort. Du kan altid spørge Sprogcenter Skives administration eller din lærer om, hvor meget du har brugt af dit klippekort.
Kan man holde en pause med klippekortet?
- Hvis du ønsker at holde en pause på grund af ferie, barsel, udenlandsophold, studier f.eks., er det vigtigt, at du, før din næste modultest, gør sprogcenteret opmærksom på dette.
- Hvis du vælger at holde en pause midt i et modul, så kører klippet videre, og du kan ikke stoppe det. Det er derfor kun muligt at holde pause mellem to moduler.
Kan et klip forlænges?
- Ved kortvarig sygdom eller udeblivelse fra modultest kan klippet ikke forlænges. Du må her bruge et nyt klip for at gå til modultesten.
- Ved alvorlig og langvarig sygdom har kommunen derimod pligt til at forlænge dit klippekort og din uddannelsesperiode.
Har du spørgsmål til klippekortet, kan du henvende dig til sprogcentrets administration.